Nå, nå - så oprettede man en blog. Bum, bum - hvad skal den så handle om?

Tjaa, lad mig starte med at introducere mig selv!
Mit navn er Mette, jeg er en 23 årig studerende på Statskundskab i Aarhus, og i min fritid arbejder jeg i FitnessWorld som både instruktør og receptionist. Uh, og så er jeg omkring 164 cm høj, og 73 kg. tung (aaav). Jeg er large - både i tøjstørrelse og i min personlighed samt den måde jeg vælger at leve mit liv på. Nå ja, og så er jeg og 'kommaer' ikke særlig gode venner!

Udover al dette er jeg samtidig small-time "YouTuber" med omkring 100 subscribers (jeg elsker hver og en), og må vist også snart indrømme det - distance-forelsket i mit amerikanske crush (codename: Americano), jeg har mødt gennem selv samme side.

Hvorfor så starte en blog?

Jeg er på en rejse for at opnå den krop og den personlighed jeg ved jeg har, men ikke altid kan vise fordi jeg er nervøs for hvordan andre vil tolke det. Jeg vil bruge denne blog til at beskrive mine problemer med træning, livet og kost, men jeg vil også forsøge at være positivt og hjælpsom - videregive ode træningsfif og ideer, og opskrifter eller andre ting jeg finder frem til i mit vægttab. Mit mål til mig selv er at når jeg om 4 måneder rejser tilbage til USA for at møde Americano, så skal jeg være nede på 60 kg. Det lyder måske voldsomt med et vægttab på 13 kg., men det vil passe perfekt til mig.

Hvad er min historie ellers?

Jeg har altid været bange - bange for at omgås for mange mennesker, bange for at skuffe folk, bange for at miste mine veninder og venner og ikke mindst edderkopper (seriøst, jeg er ræd for dem!).

Men for 1½ år siden valgte jeg at tage et skridt jeg aldrig nogensinde havde troet jeg ville, et skridt der har hjulpet mig til at indse rigtig mange ting omkring mig selv, og generelt har gjort mig mindre bange for at være mig selv, og så være ligeglad med hvad alle andre siger. Det valg jeg tog, var at stille op til FitnessWorlds "step" audition i Aarhus, for at få lov til at komme på step-uddannelsen.

Før jeg tog dette skridt havde jeg steppet i omkring 2½ år i selvsamme kæde - først på intro, dernæst en step 1, for derefter at blive kastet i armene på step 1½ og til sidst step 2 (eller challenge som det hed, inden det blev taget af programmet). Jeg var fuldstændig hooked! Jeg elskede det - og vigtigere endnu: jeg elskede MIG SELV fordi jeg kunne se hvor glad det gjorde mig at der var noget jeg kunne, noget hvor jeg kunne være selvsikker, og hvor jeg kunne vise mit talent.

Hele step-historien startede reelt da min mor i 2009 fortalte mig at hun var begyndt i FW, og det burde jeg da også gøre nu når jeg var flyttet til Aarhus fra KBH af, og manglede noget nyt. Hun foreslog mig at jeg skulle prøve step, men jeg sagde til hende at det skulle jeg da bestemt ikke fordi det var jo 'sådan noget for gamle damer'. Jeg husker TYDELIGT denne samtale, og se mig nu - fuldt uddannet step-instruktør med 5 fantastiske ugentlige holdtimer. Jeg må vist bide de dumme ord i mig igen!

Hele stepuddannelsen husker jeg som en fantastisk oplevelse - jeg lærte mig selv at kende, og samtidig lærte jeg de mest fantastiske piger at kende; piger jeg er stolt af at kunne kalde mine kollegaer, men mest af alt - mine gode veninder. Specielt to piger er hængt ved: Natasja og Karen - og bedre veninder findes bestemt ikke!

Sidenhen er flere Fitness-uddannelser føjet til CV'et, og kan nu også kaldes aerobic-instruktør, stram op/mave-balle-lår/puls-styrke instruktør, og den nyeste "titel" receptionist.

Er jeg stadig bange?

Ja, jeg er rigtig bange. Men alle de oplevelser og de mennesker jeg har lært at kende gennem de seneste to år har hjulpet mig mere end jeg nogensinde havde troet. Jeg har stadig lang vej igen før jeg er tilfreds og ikke mindst tilpas med hvem jeg er som person, men jeg er godt på vej, takket været alle disse dejlige mennesker.

Hvorfor så "A Trainers Challenges"?
Som titlen tyder på, så vil det handle om de udfordringer jeg oplever i mit liv, min træning, min kost, mine frustrationer, min udvikling som træner og min selvopfattelse. Mange tror at man som træner er 'perfekt', spiser perfekt og generelt bare er det sundeste menneske - men som tidligere nævnt, er jeg pænt large!

Jeg er ikke en stor pige, jeg er ikke decideret overvægtig, men så længe tilbage jeg kan huske har min vægt altid været et problem. Jeg kommer fra en familie med en anoretisk mor, en atletisk lillebror med 6-pack, og en far der har dyrket karate i gud ved hvor mange år, og som mig også er i god foderstand.

Jeg har altid dyrket motion, har aldrig været på julemærkehjem eller blevet mobbet pga min vægt (blev dog mobbet af andre årsager). Men jeg har aldrig nogensinde været glad for den person jeg så i spejlet.

Da jeg startede stepudannelsen vejede jeg mit nok højeste - omkring 76 kg. Da uddannelsen var slut havde jeg tabt mig 7 kg. og var nede på 69 kg. Jeg var stolt af mig selv, og jeg var glad - jeg tænkte at det var vejen frem til den krop jeg vil have, men kort tid efter måtte jeg indse at hvis kosten ikke følger med, så vil vægten sin egen vej.

Jeg har stadig ikke styr på min kost - men nu skal det være nok. Derfor har jeg oprettet denne blog, for at beskrive mine problemer med at opnå vægttab på trods af en titel som fitness instruktør. Jeg vil ikke længere møde op på mine egne stram op hold og tænke at jeg er den største på holdet! Jeg vil være tilfreds med hvem jeg er - både udvendigt OG indvendigt. Jeg er nået langt indvendigt, jeg er næsten nået målet, men udvendigt er jeg stadig udfordret.

Nu plaprer jeg jo egentlig bare løs, og det var ikke meningen - det kan ses i senere blog-indlæg. :) Jeg vil så vidt muligt bruge denne blog som inspiration til andre der kæmper med vægttab eller selvtillidsproblemer, og samtidig vil jeg bruge den som en form for dagbog for mig selv, hvor jeg kan følge min emotionelle status, og mit vægttab. Jeg krydser fingre for 4-måneders gode opdateringer, og et forhåbentlig fantastisk vægttab!

Hvis man er interesseret i at finde mig andre steder er jeg her:
YouTube: www.youtube.com/MetteMedicine
Twitter: www.twitter.com/MetteMedicine

Et motto jeg har levet efter længe er: To Thine Own Self Be True (Shakespeare). Men et motto jeg har levet efter længst, og som jeg egentlig har glemt, blev introduceret af min gamle danselærer og fantastiske kvindemenneske Mette Arnold (også FW instruktør nu), nemlig: Du er lækker, og du ved det! - And don't you forget it. :)